17. December. Løvemund.

Løvemund. Anthirhiníum majus.

Historien: Vokser vildt i Middelhavsområdet, men var allerede i Middelalderen udbredt til andre dele af Europa, pga. dens hårdførhed. Den har været udbredt i de engelske Cottagehaver allerede fra starten af, da disse blev anlagt ved landarbejdernes bolig til nytte og gavn. Rundt om i verden er Løvemund en af de vigtigste sommerblomster til afskæring. Dens smukke spirformede blomsterstande giver ynde og højde til blomsterbedet og i buketter.
Navnet kommer af det græske Anti, der betyder ligesom og rhin, der er næse, – pga. udformningen af blomsterne op langs stilkene. Her i landet har vi oversat det til løvens snude/mund. Når man klemmer på blomsten kommer løvens mund frem, prøv selv?
Farve: Findes i alle mulige forskellige ensfarvede og flerfarvede sorter, med undtagelse af blå.
Højde: Ca. 50-60cm
Voksested: vokser gerne et solrigt sted, men kan godt lide lidt køligere temperaturer og kan overvintre, så den kommer i blomst igen tidligt næste sommer. Den bliver således en staude, men dog med en levetid på kun få år.
Sås: Frøene sås indendørs i marts – april, eller i september- oktober, for at overvintre og blomstre tidligt næste år. De små planter med 3 bladpar, prikles evt. op i lidt større potter og plantes ud på blivestedet, når al fare for nattefrost er overstået. Planten er forholdsvis hårdfør, så det kan også lykkes at plante småplanterne direkte fra såbakken ud på blivestedet. Sørg for lidt planteafstand, gerne 20-30cm imellem planterne. Passes med lidt vand ved udplantning, men tåler ellers udtørring ind imellem, når den først er i vækst udenfor.
I vasen: Løvemund holder sig godt i vasen 7-10 dage, hvis de tages ind om morgenen og står og trækker vand et par timer et køligt sted inden de arrangeres. Fjern lidt af bladene op ad stænglen,- men kun på det stykke, der indgår i bukettens bindingspunkt, da den ellers kan ”tabe hovedet”, og knække den øverste del af blomsterstænglen.

16. december. Scabiosa.

Nålepudeblomst. Scabiosa atropurpurea.

Historien: Planten vokser vildt i Middelhavsområdet og det vestlige Asien samt i Nord Afrika. På vore breddegrader er den en etårig sommerblomst da den ikke altid kan overleve nattefrosten om vinteren.
De små nålepude-blomster virker tiltrækkende på bier og sommerfugle og er meget anvendelige både i blomsterbedet, men også i en blomstereng eller skærehave. Til afskæring kan du bruge ligeså mange du vil, og de skyder til stadighed også hen i efteråret nye skud, der blomstrer indtil frosten kommer.
Navnet kommer af scabies eller kløe, da man i gamle dage mente at de medførte kløe. Vores dages Scabiosa har dog slet ikke den effekt og er behagelige og nemme at arbejde med. Atropurpurea refererer også til oprindelige arter med er meget flot mørk bordeaux farve. De små nålepude-blomster virker tiltrækkende på bier og sommerfugle og er meget anvendelige både i blomsterbedet, men også i en blomstereng eller skærehave. Til afskæring kan du bruge ligeså meget du kan af dem, og de skyder til stadighed også hen i efteråret nye skud, der blomstrer indtil frosten kommer.
Farve: Små rosa til bordeauxfarvede pudeformede blomster 5-7 cm i diameter
Højde: Bliver hurtigt op til 60 cm høje hen på året.
Voksested: Gerne solrigt.
Sås: Gerne på blivestedet,
men kan også forkultiveres indendørs i marts/april måned, ca. en måned inden de kan plantes ud når faren for nattefrost er ovre. De blomstrer ca. 80 dg efter såning og kan klippes lidt ned efter såning for at få endnu en flot blomstring i sensommeren. I milde vintre kan denne blomst overvintre og blomstre tidligt igen næste år.
I vasen: Scabiosa holder sig gerne 7-10 dage i vase når de tages ind nyudsprungne og sættes direkte i varmt vand.
15. december. Tobaksplante.

15. december. Tobaksplante.

Tobaksplante. Nicotiana alata. “Tinkerbell”

Historien: Denne sort af Tobaksplanten er en letdyrkelig variant af den oprindelige Tobaksplante, som kom til Europa fra Brasilien og Argentina med de første opdagelsesrejsende allerede i 1540érne. Men allerede Columbus´s søfolk, havde i 1492 beskrevet, hvordan de indfødte i Sydamerika rullede og røg bladene. Planten blev navngivet efter en Portugisisk Ambassadør, Jean Nicot, som sendte tobaksfrø til det franske hof, for at kurere dronningens søn, Francois d. 2., som led af kraftige migræne anfald.  I det næste århundrede blev brugen af tobak mere udbredt, skønt den stadig var forbeholdt den mest velstående del af samfundet.
Farve: Sødtduftende røde med limegrøn bagside, små femstjernede blomster.
Højde: 80- 100cm høje
Voksested: Let solrig til halvskygget plads i veldrænet næringsrig jord.
Sås: Indendørs i februar – marts efter al fare for nattefrost er overstået. Blomstrer efter 10 uger. Frøene er meget små og kan med fordel blandes med sand for bedre at blive fordelt på såjorden, må ikke dækkes da frøene behøver lys for at spire. Jorden holdes let fugtig nedefra, og frøene spirer efter ca. 14 dg ved 18-22 grader. Udplantes når faren for frost er helt overstået.
14. december. Mandstro.

14. december. Mandstro.

Mandstro. Eryngium planum.


Mandstro er en staude med blå tidsellignende blomster. Den har glatte blade i en rosét ved jorden, der er stedsegrønne. Herop af skyder grønne, senere smukke lillablå stængler med de små kugleformede tidselblomster. Den er fortrinlig og hårdfør i staudebedet, og beriger haven med et let blåt skær, ligesom den er højtelsket af florister for lang holdbarhed og fine strukturelle opbygning
Historien: Mandstro vokser vildt i sydøst Europa og Centralasien, og der findes forskellige sorter som har tilpasset sig sandede ørkenlignende områder og kyststrækninger. Selv i bjergområder kan de findes i vildform.
Såning: Sås gerne i efterårsmånederne i, eller senest i februar/marts i en blanding af sand og såjord, og stilles udenfor. Disse frø kan have brug for en kuldeperiode for at kunne tænke sig at spire, og anbringes derfor udenfor i koldt vejr en måneds tid, for derefter at sættes på en skyggeplads i have, med glas eller plastik over, et uopvarmet drivhus eller en mistbænk er ideel. Jorden skal være fugtig, men ikke meget våd. Dette regulerer som regel sig selv, hvis man sår og stiller udendørs et skygget sted. Når frøene er spiret i foråret, plantes småplanterne op i individuelle potter med jord i blandet sand og senere videre ud på voksestedet, der gerne må være et let sandet sted.
Højde: ca 50-80 cm blå tidselblomster.
I vasen: Fin strukturel blomst til buketter og dekorationer, hvor den holder sig fantastisk godt. Kan når den har udviklet blå farve på stænglerne tages ind og tørres og bruges hele vinteren.
Mandstro er navngivet på græsk af Theophrastrus ”hruggion”, som betyder prikkende/stikkende er blevet til eryngium og planum, betyder bare helt plane blade uden behåring. Planten har formentligt helt oprindeligt udviklet stikkende blomsterstande for at undgå græssende hjorte.
 
 

13.December. Kæmpe-Jernurt.

Kæmpe Jernurt. Verbena bonariensis.
Smuk og statelig, opret mørklilla let skærmplante på stærke stilke,- der blomstrer sent på sommeren og hen til frosten kommer forbi.
Den stammer fra Sydamerika, i Brasilien, Argentina og Chile vokser den vildt og har fået sit navn Bonariensis fra Buenos Aires. Den har i folkemedicinen været brugt imod blæresten og verbena har oprindelse i det keltiske ord Vervain,- som betyder fjerne og i dette tilfælde altså fjerne smerter i forbindelse med blæresten.
Farve: Mørk rødlilla
Højde: 120-150 cm høj og umiddelbart ingen brug for støtte selv i blæsende omgivelser.
Voksested: Vokser gerne på et tørt solrigt sted, men kan også gro i halvskygge. Den er god i blomsterbedet, hvor den hen på sommeren giver højde og lethed til bedet, den er så let og gennemsigtig at den sagtens kan stå forrest i bedet f.eks sammen med græsser og andre stauder.
I vasen: Her holder de sig forbavsende godt, ca. 7-10 dage, når de plukkes nyudsprungne.
Sås: Frøene her spirer bedst når de er stratificeret, det vil sige at de har oplevet en periode med koldt vejr. Det kan man gøre enten ved at så dem udenfor i en potte i efterår eller meget tidligt forår eller ved at anbringe dem i køleskabet på fugtig køkkenrulle i 14dg. Herefter sås de og stilles mørkt ved ca. 18 grader og vil så spire i løbet af de næste 1-3 måneder. Lidt besværligt men når de først er i haven plejer de at så sig selv en lille smule,- ikke invaderende men bare så man lige har dem i haven.