Allerede i foråret, hvor jeg gik og såede, havde jeg en plan om at så blomsterfrø af de sorter, der også egner sig til at tage ind og tørre hen over sommeren, for senere at kunne bruge dem i dekorationer, der skal holde her i de mørke vintermåneder. Herover kan du ser du nogen af dem, bl.a Helichrysum, Statice og Jomfruen i det grønne er jo blandt de mest kendte,- men rigtig mange andre planter er også fine at tage ind og tørre. I år har jeg sået dem alle indenfor i drivhuset , plantet dem ud i maj/juni, hvor faren for nattefrost var ovre og der stadig var fugt i jorden, så de kunne komme i gang med at gro derude i blomstermarken.

I år har jeg også haft en del Græsser, Asters, Zinnia, Rævehaler og af stauder både Lavendler og Røllike, Hjertegræs og selvfølgelig Roser, som er blevet tørret. Om foråret kan du forsøge dig med at tørre hvide løgblomster som Narcisser og ranunkler og de afblomstrede indtørrede hoveder af orkideer er også fine at bruge i tørrede kranse. Alle disse har bevaret farven ret fint, lidt mere afdæmpet end i frisk tilstand, men bestemt så de ikke skal indfarves på anden vis.

Ude i naturen kan du også finde mange fine materialer til at tørre. Både græsser, vild gulerod og kartebolle er fine som frøstande i en vase om vinteren. Det gælder blot om at have blomster/planter med forskellig struktur, så der både er nogle samlende hovedblomster (f.eks Kartebolle), nogle spir-formede (f.eks Ridderspore) og lette fine skærme eller græsser.

I år skal vi i Cottagehavens Juleværksted bl.a bruge forskellige tørrede materialer sammen med det grønne, som er dyrket lokalt her i området. Og jeg glæder mig over at sommerens blomsterflor, nu bliver gemt lidt længere og kan nydes rundt omkring i stuerne i hele Julemåneden.

Jeg synes, det er værd at tænke på, at mange af de tørrede blomster, du kan købe i bundter i butikkerne nu, har været dyrket i udlandet og har kostet en del i Co2-regnskabet at få transporteret rundt for til sidst at lande her i landets butikker. Jeg har kigget lidt nærmere på disse. Alle de græsser og blomster, der er i bundterne kan sagtens dyrkes her i Danmark. Derudover er en del af dem indfarvet på forskellige vis med ikke nødvendigvis særlig sunde farvestoffer,- som du kan gå og “nyde” hele vinteren inde i stuen. Og sidst men ikke mindst, så oplever du slet ikke glæden ved selv at så, plante ud og passe og klippe ind og hænge til tørre på en varm sommerdag. Så det er nu, du skal gå på jagt i frøbutikkerne og vælge de blomster du vil prøve af, og gerne have til at pryde stuen næste år.