af amd | mar 1, 2022 | Cottagehaven
I Cottagehaven har alle blomsterne hver sin alf, med sine særlige kendetegn,- se om du kan finde alferne her på Cottagehavens fine frøposer. I år er de illustreret af Maja AAby Pedersen, som også underviser i Tegning og Akvarelmaling her i foråret i Cottagehaven. Frøene indsamles i Cottagehaven i løbet af sommeren, tørres og sorteres manuelt, så de får god spire-og grokraft her i foråret. Alle frøene koster 25kr pr pk, og dertil kommer evt. fragt på ca. 30kr pr. sending. Du kan bestille via mail: amdk@cottagehaven eller med PB på vores Facebookside. I den kommende tid vil du kunne finde såvejledning og mere om hver enkelt sort her på bloggen. Her er en oversigt over de forskellige nye frø:
1. Trommestikker
2. Staudevalmue
3. Lathyrus
4. Ræd rævehale
5. Stolte Kavalér “Picotee”
6. Græs Pheasant Tail”
7. Staude-Ridderspore
8. Jomfru i det grønne
9. Mandstro
10. Havenellike
11. Løvemund, cottagehavebl.
12. Rød havemælde
13. Evighedsblomst










af amd | okt 9, 2018 | Cottagehaven
Du tænker måske: Hvad kan man mon få ud af en dag med pileflet?
Og det er faktisk slet ikke så lidt endda:-)
Jeg har selv flettet med pil af og til, når lejligheden bød sig indenfor de seneste 10 -15 år, og altid nydt både at kunne få en afslappende dag og et eller flere små fine produkter med sig hjem, som fremadrettet kunne være til gavn og glæde i husholdningen eller havens rum.
Udover at du på et ”Fletterton”, får mulighed for at lære teknikken i at flette en pilekurv fra bunden af under kyndig vejledning af Elsebeth, så får du også en unik lille kurv med hjem, og en god portion indsigt i og respekt for det håndværk, der ligger bag kurveflet.
Et gammelt ordsprog siger, at man bliver følsom af at flette med pil. I hvert fald oplever mange, at når de først har sat sig til rette på et pileflettekursus, og de første par minutter fået snakket sammen med de andre håbefulde kurvemagere, – så bliver der ofte en meget stille og koncentreret stemning- hvor alt andet lukkes ude, og det bliver måske lidt nemmere at mærke, det der virkelig rører dig.
I pilebarken er der et stof der ligner Acetylsalicylsyre, som også er i kamillete, – og dette har en beroligende effekt, når det optages via huden. Det er måske også en af grundene til at det er rart at flette med pil.
Selv mener jeg også, at der er en del Mindfulness i at flette med pil, fordi du giver dig selv lov til kun at koncentrere dig om denne ene ting en hel Flettedag. Man får mulighed for at være helt tilstede her og nu med pilen som fra naturens side har sit eget liv, både hvad farve og retning på angår. Resultatet bliver måske ikke altid, som man havde forestillet sig, men det er næsten helt sikkert, at man kommer til at elske sit eget lille værk som man har lagt tid og kræfter i.
I det hele taget er det også meget inspirerende at se alle de forskellige kurve, der kommer ud af stort set det samme materiale og med den samme vejledning undervejs.
Så svaret må være en opladning af inspiration, hygge, ro, og velvære,- men kom selv og oplev det, når vi næste gang har flette dag i Cottagehaven d. 10.november.
Du kan se mere og tilmelde dig her https://www.cottagehaven.dk/inspirationsdage/

af amd | jul 26, 2018 | Cottagehaven
Kom med i min have så mine blomster kan hilse på dig.
Lige nu ville jeg gerne invitere dig med på en tur en tidlig morgen i Cottagehavens ro. Solens første stråler er på vej op og fuglene kvidrer. Det ene svalepars unger sidder og gynger på hegnet ind til hestene og flytter sig kun lidt længere ud i marken, da vi kommer gående. De virker næsten helt tamme, og lidt kåde som en flok hundehvalpe, der lige er vågnet
Haren som plejer at komme forbi her om morgenen, er der også i dag, stopper alligevel lige op og ser sig omkring, inden han smutter videre ned over ”ridebanen”. Her står grøntsagerne i rækker og en enkelt gulerodstop går det vel an at tage på vejen.
Her i den ene ende af marken er der nyplantede roser, som kæmper sig igennem den første varme sommer de oplever, men det ser ud til at de klarer det. De første planter, der blev plantet ud, er i fuld blomst nu, og er dem jeg klipper mest af til buketter lige nu. Her er Røllike ”Summer berries”, Scabiosa i alle farver, store smukke Zinnia ”Illumination”, Ammi Majus, Cerinthe major, Løvemund ”Appleblosom” og små kvikke POM-Pom zinnia ”Miniput”. De høje grønne Rævehaler er ved at være klar til brug, og Jomfruen i det grønne i hvide nuancer og klart blå er også klar til at plukke, som det grønne der giver buketten fylde.
Hver morgen starter jeg med at flytte vandslangerne i det øverste bed og vande lidt der. De sidst plantede har kun oplevet, at det har været tørvejr siden de kom ud af drivhuset, og trænger til lidt ekstra for at kunne leve op til kravet, om at være der sidst på sæsonen.
Når det er gjort, er der altid et par rækker der trænger til at blive luget. I dag var det dog vanding af resten af stykket det stod på, efter der var blevet lagt en slange ud langs hver række. Det er et stort og lidt svært arbejde at undgå at der bliver knæk på slangen undervejs, men endelig er vi færdige med det, og nu kan vi vande en smule i aften.
Næsten hver eneste dag oplever man ting derude, men får lyst til at fotografere. I dag var det igen udsigten over marken ind imellem Lindetræernes kroner. Det er altså et flot syn, men i dag var jeg så heldig, at der lige var en lift til rådighed på matriklen, – den kravlede jeg op på og ville egentlig bare tage et foto udover marken. Straks var der én, der var hurtig og sendte dette snap ud.
Men Peder syntes dog også, at vi skulle op over trætoppene, og derfor blev det et view ud over trætoppene og hele marken samt ridebanen, du her kan nyde ved et klik på linket her: IMG_1439
En dag må vi have fat i en dronefører?