Da jeg som barn gik tur langs grøftekanten. var der næsten altid mulighed for at plukke en fin lille buket af markblomster med hjem. Buketten blev som regel beundret, fordi der var en skøn blanding af forskellige fine farver og strukturer i blomsterhovederne. Vi kørte nogle gange tur om aftenen mor og jeg, for at finde nye blomster til vores samling af pressede markblomster, vores herbarium, og vi havde mange, kan du tro.
Desværre er det nu blevet svært at finde blomster til en fin varieret markbuket mange steder i verden. Grøftekanterne er mest blevet grønne af græs, og slås tilbage af vejvæsenet lige inden blomsterne kan nå at blomstre og smide frø.
Det gør det også svært for bierne at finde nektar til dagen og vejen, og humlebierne er i kraftig tilbagegang. Bierne er jo nødvendige for, at planterne bliver bestøvet, og for at der kommer frugt, bær og grøntsager, som vi kan høste i sæsonen. Det gør man noget ved i økologisk landsforening i år, og opmuntrer landmændene til at så bræmmer af blandede eng/ markblomster langs markskellene.
Hvis man har en have, kan man også hjælpe bierne ved at følge disse grundregler:
- Lav en haveplan, der tilgodeser bierne lige fra de vågner, måske i februar allerede og til november. Se forslag til blomster senere i indlægget.
- Sørg for at have stor variation i blomsterbedet til hver årstid. Der findes 25 forskellige arter af humlebier, nogle har lange snabler andre korte. De har hver for sig brug for blomster med forskellige strukturer.
- Plant krydderurter og blomstrende planter, som har lang sæson eller remonterer, dvs. blomstrer i foråret, og kommer igen hen i september. Knoldbegonier er farvestrålende, men giver ikke værdi for humlebierne.
- Lad evt. græsafklip og smågrene ligge bagerst i beddet, der kan bidronningen finde sig et godt sted.
- Alle sprøjtemidler kan være skadelige for bierne og skal undgås, hvis du vil passe på bierne.
Hvis du ikke har en have, kan en altankasse eller krukke på altanen med blomstrende sommerblomster eller krydderurter tiltrække og føde bierne. Hvis du er en rigtig ”uartig” guerillagartner på 3. sal, kan du faktisk også selv lave nogle dejlige blomsterbomber.
Køb nogle frøposer med f.eks. Solsikke, Cosmos, Fingerbøl eller Jomfru i det grønne. Bland frøene sammen, og lav i en lille skål en blanding af lerjord og kompost. Tril nu kugler af massen i stor havregrynskuglestørrelse med 10-15 frø i hver. Tag så cyklen, kør en tur med dine frøbomber og kast dem ud, hvor der findes en bar plet i dit område. Prøv om du kan undgå private haver og parker, der findes en masse andre steder, som kan huse en klat blomster i en sæson. Du kan så i løbet af sommeren cykle forbi, og se på de smukke farvestrålende glade bi blomster, som kun du kender hemmeligheden bag.
I Cottagehaven bruger vi ikke sprøjtemidler, og vi prøver på at have blomster til bierne i hele sæsonen. Her kan du se forslag til hvilke:
Tidligt Forår: Krokus og Juleroser, Kirsebærtræer og Storkenæb og Fingerbøl.
Sommeren byder på: Roser, Lavendel og Kongelys og Solsikke.
.
Sensommeren og efteråret: Stolte kavaler (Cosmos), Dahlia, Salvie, Solhat og Cerinthe.
God fornøjelse med din egen indsats overfor bierne. #Cottagehaven