Cottagehave – stilen er opstået for flere hundrede år siden i England,- og har igennem tiden udviklet sig til en uformel, frodig, romantisk og kreativ havestil, med plads til natur- og dyreliv. I gamle dage var det naturligt at bruge den organiske gødning fra dyrene i haven, og da jordlodderne var små til de små landarbejder huse, måtte man plante tæt.

Ofte var der bede med både blomster og grøntsager i en skøn uorden. Det blev efterhånden en videnskab at plante de ting sammen, der supplerede hinanden bedst, og af samme grund blev størst og flottest. Man tog udgangspunkt i, hvordan tingene voksede sammen ude i naturen og brugte denne viden til sin egen jordlod.

Om efteråret gik høns og grise og rodede i jorden og fik vendt alt det grønne ned i jorden, som grøngødning til næste års have.

Mange af disse ting kan vi gøre landarbejderne efter i vore dage i den bæredygtige have, og forfatter og landskabsarkitekt Thomas Rainer, USA giver følgende tips i sin bog: ”Planting in a post – wild world.” 2015.

  • Prøv ikke på at ændre din jord, så alle planter kan overleve der hvor du bor. Få i stedet for lavet en jordprøve, og vælg planter, der elsker den jordbund du har. Det giver den smukkeste have.
  • Dæk jorden med planter frem for dækbark og flis. Lave bunddækkende stauder får hurtigere bugt med ukrudtet og laver et fint tæppe under højere stauder, roser eller buske. Dækbark og flis fjerner kvælstof fra jorden under nedbrydningen og gør jorden mindre frugtbar.
  • Brug dækafgrøder på barjord. Dækafgrøderne har overfladiske rødder, der samler næringsstoffer fra jord og vand, og dette lagres i jorden til næste års afgrøder.
  • Planter, der trives godt sammen ude i naturen, supplerer sikkert hinanden godt i haven også.
  • Vær rundhåndet når du planter jorden til. Køb enkelte store planter, – og rigtig mange små unge planter, som kan plantes tæt, på den måde dækkes jorden hurtigst.
  • Lav dine egne haveeksperimenter og hav det sjovt.

Havearbejde skal være glædeligt, og aldrig kedeligt!